Heldigvis støder jeg ofte på dette spørgsmål i min
praksis. Folk bliver mere og mere bevidste omkring psykologiens betydning
for hundens adfærd. Man vil gerne gøre det rigtige, bl.a. fordi man
kan se det virker, hund og hundeejer har det bedre sammen og kan nå
flere ting.
Og lad min slå fast med det samme: Straf er en
ubrugelig indlæringsmetode, og brugen af straf er som at spille i
lotteriet: Man skal være ekstremt heldig for at opnå det, man
ønsker.
Men hvorfor nu det, der er da aldrig nogen, der har
taget skade af..........??
Der er en række årsager til, at straf er en dårlig
løsning, når det gælder om at ændre på hundens adfærd. Som det første
der kan indvendes, er jo rent faktisk, at når først straffen er faldet,
er der intet, som kan gøre den ugjort — hunden har ingen muligheder
overhovedet for at gøre det rigtige, det er for sent! Og såfremt
hunden underkaster sig, får det desværre, mange til at tolke adfærden
som angerfuld.
Skal der være blot den mindste sandsynlighed for,
at straffen virker, må den falde i absolut samme øjeblik, som foreteelsen
forekommer. Og her snakker jeg om sekunders forskel. Lad os forstille
os, at hunden stjæler fra bordet: Hunden har fået fat på bøffen, og
er i færd med at tygge lækkerbiskenen. Mor kommer ud i køkkenet, ser
hunden og dasker den en bagi. Hvad der sker i hundens forståelsesverden,
er følgende: "Uhm, det var dog en lækker bøf, men Mor blev vred,
da jeg tyggede den, næste gang må jeg hellere sluge den hel".
Straf kan give forkert association: Hvalpen
tisser f.eks. inde, mens ejeren ser det. Får skæld ud og bliver hevet
udenfor døren, hvor den ikke tisser. Når den kommer ind, løber den
til et andet rum og tisser og tror, det er i orden. Straffen er i
dette tilfælde blevet associeret med ejerens tilstedeværelse —
ikke at den tissede inde.
Hunde er individualister - ligesom vi. I forhold
til straf kan nogle tåle meget, andre kun lidt, og ingen af os ønsker
vel en krybende eller aggressiv hund. En straf, der er for hård
til den enkelte hund, udløser nemlig angst eller aggression. Det vil
sige, at hundeejeren må vide lige præcis, hvor stor en styrke han
kan lægge i straffen for, at hunden ikke tager skade, men samtidig
også hvor megen styrke, der skal være i straffen, for at den overhovedet
virker.
Samtidig skal straffen afpasses til hundens motiv
for adfærden. Jo mere motiveret hunden er , jo stærkere en straf
behøves for at afholde hunden fra det, den ønsker. Og det vil være
klogt at huske på, at straf fratager ikke hunden motivet eller lysten
til handlingen. En vel fodret hanhund, som har fået masser af kontakt
fra sin ejer, der kun er flokleder i hundens øjne en gang imellem,
vil kræve en meget stærk straf, for ikke at følge med naboens tævehund
i løbetid.
Det er videnskabeligt bevidst, at for at en straf
skal have en vedvarende effekt, skal den være af meget kraftig
styrke. Men er den så kraftig, vil den, som ovenfor nævnt, kunne udløse
angst eller aggression, og effekten af straffen vil være uforudsigelig,
— vi vil ikke kunne vide, hvordan hunden vil reagere. En vedvarende
ønskelig effekt fås kun såfremt, hunden udsættes for straffen gentagne
gange, så virkningen af straffen holdes ved lige.
En hund kan blive så vant til straf, at det faktisk
ikke har nogen virkning," herre gud, den gamle er jo sur
hele tiden, uanset hvad jeg gør, er det forkert ".
Straf har en tendens til at øge nervøsitet,
hvilket vil sige, at såfremt adfærden er motiveret af angst, gør straf
det hele værre. Mange hunde er angste for at være alene og ødelægger
måske gulvtæpper og lignende. Her vil det sandsynligvis resultere
i mere omfattende ødelæggelse, såfremt ejeren anvender straf i sit
forsøg på at afvende hundens uhensigtsmæssige adfærd.
Begynder man at anvende straf som opdragelsesmiddel,
har denne en tendens til at blive brugt i større og større udstrækning,
uanset om vi snakker om korporlig eller verbal straf. Også selvom
det egentlig ikke er det, hundeejeren ønsker at gøre, brug af straf
handler også om vane og om vores egen magtesløshed.
Alt i alt er brugen af straf for risikabelt og ukontrollerbart.
Men hvad skal man så gøre, når man opdrager sin hund? Den skal
da have at vide, når den gør noget forkert? Ja det skal den, men vi
voksne er alt for tilbøjelige til, i forhold til hunde og børn, kun
at udstede forbud og ikke komme med alternativer.
Et forbud har den største virkning, hvis hunden ved,
hvad den skal gøre i stedet for det forbudte. Det er utrolig vigtigt,
at vi som flokledere benytter os af få, korte og klare signaler i
vores kommunikation med hunden. Så lær hunden, hvad "nej"
(sagt i roligt tonefald) betyder
(= stop det du gør nu), og introducer et alternativ, den kan
ty til i situationen, hvor den uhensigtsmæssige handling finder sted.
Vi skal huske, at vores dominans overfor hunden
ikke skal være via fysisk magtanvendelse. Alene af den grund,
at vi faktisk ikke er så stærke som hunden. Hvad kan der ske såfremt
en hundeejer, der plejer at styre hunden via fysisk magt, pludselig
brækker begge ben?
Vores lederskab ligger alene i, at vi er smartere
end hunden, vi har en anderledes intelligens, som hunden ikke
kan hamle op med. Og det er via denne overlegenhed vi skal være flokleder
og irettesætte hunden. Gør hunden noget, den ikke må, udløser det
øjeblikkelig et "nej", for så at blive fulgt op med et "dygtig",
når den gør det rette. Så ved hunden, hvad den må, og hvad den ikke
må. Og en flokleder, med et ordentligt lederskab, behøver ikke gøre
mere ud af sin utilfredshed.
Det er nemmest, hvis hunden
lige fra hvalp har været vænnet til en konsekvent brug af "nej"
i forhold til forbudt adfærd. Men selvom man har gjort brug af straf
tidligere, er det ikke for sent at gå ind og arbejde med hunden efter
ovenstående. Din hund vil elske dig for det.
