Jeg oplever ofte, at hundeejerne mener, at deres hund
kan huske, at den har gjort noget, den ikke måtte.
Det kan for eksempel dreje sig om hunde, der ødelægger,
når de er alene hjemme, eller hunde med et problem omkring renlighed.
Begrundelsen er ofte, at hunden underkaster sig ved
mødet med dem, eller at den ikke kommer hen til dem på vanlig måde,
når den har ødelagt noget. Eller at hunden "skammer sig",
når ejerne tager den ødelagte genstand og viser hunden den, mens de
skælder ud.
Men hunden er ikke klar over, at det er den, der har
forårsaget ulykken.
Den kan ikke huske det, og skammer sig ikke!
Hunde er højerestående sociale dyr og meget intelligente.
Men vi kan og må ikke sammenligne deres intelligens med vores.
Vi mennesker har en tendens til at overføre vores
begrebsverden til dyrene. Vi taler om, at hunden er jaloux, at den
skammer sig, føler skyld, er ond eller provokerende. Men vi glemmer,
at vi taler om menneskeskabte begreber, som hunden ingen forudsætninger
har for at kunne føle.
Hunden er født med en overlevelsesdrift, instinkter,
og en parathed til at lære ganske specielle adfærdsformer og reaktioner.
Man kan sige, at hunden overvejende lærer gennem erfaring.
Dens forståelsesverden skabes af de reaktioner, dens
adfærd udløser. Hvis en bestemt handling udløser et positivt resultat
for hunden, er der større sandsynlighed for, at den næste gang vil
gentage samme handling, hvis den står i en lignende situation. Hvor
imod den ikke vil gøre det samme igen, såfremt udfaldet er negativt
for hunden.
I naturen drejer det sig om overlevelse; ulven/hunden
er simpelthen nød til at lære af sine handlinger her og nu. Det koster
for mange ressourcer for eksempel at falde ned af den samme klippe
fem gange.
Hukommelses- og indlæringsprocesser er med andre ord
tæt forbundne og kan næppe adskilles.
For at en hund skal kunne sammenkoble en bestemt adfærd
med en henholdsvis positiv som negativ reaktion, er det tvingende
nødvendigt at omgivelsernes reaktion falder prompte.
Det vil sige, det sker samtidig med hundens adfærd
eller kommer indenfor ganske få sekunder efter. Går der længere tid
vil hunden være i gang med en anden adfærd, og det vil så være denne,
vi forstærker.
Vi kan med vores sprog, såvel det talte som det skrevne,
bevæge os frem og tilbage i datiden, nutiden og fremtiden. Det kan
hunden ikke. Den er bundet til her og nu situationen og årsag-virkning
relationen.
Det er den viden, vi blandt andet drager nytte af,
når vi skal lære vores hunde noget.
Denne begrænsning betyder så også, at hunden ikke
kan forbinde vores reaktion på det ødelagte gulvtæppe eller klatten
på gulvet med en handling, den selv har udført tidligere.
I det øjeblik vores reaktion fremkommer, er hunden
mentalt et helt andet sted, og afstraffelsen sammenkobles med det,
der aktuelt sker i øjeblikket. Nemlig at dens ejer kommer hjem. Hunden
danner en association, der siger, at når ejeren kommer ind af døren,
får den skæld ud. Ergo kryber den. Måske endda også i de tilfælde,
hvor den ikke har ødelagt noget.
Mange påstår, at hunden udmærket er klar over, at
det er den, der har ødelagt skoene, fordi den underkaster sig, når
ejeren viser den skoene, mens han skælder ud.
Jeg plejer at bede vedkommende prøve noget andet næste
gang, situationen opstår. For eksempel at tage en hat, en grydeske,
en pung, eller ligegyldigt hvad, blot det er en neutral genstand,
som hunden ikke har haft fat i. Og så vise hunden den, mens den får
skæld ud.
Hvad sker så? Hunden vil udvise fuldstændig samme
underkastelse, som den gjorde med genstanden, den havde ødelagt. Fordi
det er vores kropssprog og vrede, hunden reagerer på. Når floklederen
er vred, underkaster underhunden sig, ganske som i naturen!
Nogle hunde lærer, at når der ligger ødelagte genstande
på for eksempel stue gulvet i det øjeblik, ejeren kommer hjem, så
er den gal.
De kobler med andre ord genstanden med ejerens hjemkomst
og har lært, at det betyder ubehag.
Man kunne postulere, at dette støtter påstanden om,
at hunden godt kan huske, at det er den, der har fortaget ugerningen.
Det interessante er imidlertid, at hunde reagerer også på ødelæggelser
eller klatter, som andre hunde har lavet.
Hunde lærer altså ikke, at de ikke må være destruktive
ved at se den ødelagte genstand. De forbinder ikke det ødelagte med
egen adfærd, men kan derimod risikere at blive bange for ejeren eller
genstanden, fordi der lagres et erindringsbillede i hukommelsen, som
er dannet på grundlag af associationer mellem tingen/ejeren og genstanden.
Hunden har en glimrende hukommelse. Den kan blot ikke
forbinde to hændelser, der er adskilt i tid: Altså ejerens reaktion
på noget, der er sket for et stykke tid siden. Derimod vil den ved
gentagelser lære, hvorvidt en adfærd resulterer i noget positivt eller
negativt.
Indlæringen kan også foregå ved, at hundens handling
udløser en meget stærk påvirkning. Det er for eksempel det, der sker
når hunden oplever noget, der gør den meget bange. Næste gang den
befinder sig i en lignende situation, vil den huske og reagere med
angst. Eller modsat, hunden er fænomenal til at huske, hvem der har
kiks i lommen!
Jamen, hvad gør man så - noget må man vel gøre, når
hunden har gjort noget galt? Skal vreden ud, må man bruge fantasien.
Det kan være, at køkkengulvet trænger til at blive skrubbet! Kun opnår
man intet ved at straffe hunden.
Ignorér foreteelsen, tag symptomet alvorligt og arbejd
videre med årsagen til, at hunden har reageret uhensigtsmæssigt.
Det er ikke så svært at få hunde til at krybe, det
er straks vanskeligere at få dem til at holde op igen
